Skrevet i samarbejde med Nis Kielgast, Moskva,
niki@avisen.dk
Den mordmistænkte Andrei Lugovoi kan nu indtage en plads i det russiske parlament, dumaen.
Andrei Lugovoi er blevet valgt for Liberaldemokratisk Parti, der var det ene af fire partier til at få nok stemmer til at få pladser i dumaen ved søndagens valg.
Rusland har nægtet at udlevere Andrei Lugovoi til Storbritannien. Lugovoi er hovedmistænkt i mordsagen på den tidligere spion Alexander Litvinenko, der døde af en forgiftning med radioaktive polonium for et år siden.
Andrei Lugovoi sagde søndag aften på tv, at han først nu skal til at vænne sig til en politisk karriere, og han kaldte mordmistanken for en frygtelig misforståelse. Han beskrev samtidig giftmordsagen som et godt springbræt til politik, da den havde lært ham meget om at være i medierne.
Partilederen i Liberaldemokratisk Parti, Vladimir Zhirinovski, siger, at Lugovoi formentlig vil få en central plads i dumaen.
- Lugovoi skal arbejde i et udvalg tæt på hans speciale. Det vil formentlig blive sikkerhedskomiteen, og det vil formentlig blive som leder, siger Vladimir Zhirinovski ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Men en plads i dumaen har Andrei Lugovoi opnået immunitet over for retsforfølgelse. Ex-agenten Litvinenko blev syg efter at have drukket te på en sushi-restaurant i London, hvor han mødtes med to tidligere KGB-agenter, den ene Andrei Lugovoi. Der blev fundet spor af polonium på Lugovois hotelværelser i London, en restaurant, hvor han spiste, og i det fly, som han fløj med.
Med 85,1 procent af stemmerne optalt har Putins parti, Forenet Rusland , vundet overbevisende med 63,2 procent af stemmerne. USA opfordrer russerne til at undersøge de anklager, der har været om uregelmæssigheder og fusk. I Tjetjenien rapporteres om en stemmeprocent på 99,2 procent.