Politiet har opgivet at holde en 18-årig mand bag tremmer, selvom han er mistænkt for at stå bag en dødelig brand i Tølløse.
Branden natten til onsdag kostede en 30-årig mand livet, og dommeren ville kun gå med til at opretholde anholdelsen af den sigtede i tre døgn, som nu er gået, skriver politiken.dk.
"Teknikerne kan sige, at branden er opstået i stuen, men de kan ikke sige præcist hvor," siger efterforskningsleder Jacob Olsen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Den 30-årige døde som følge af kulilteforgiftning, og obduktionen har ikke vist tegn på vold imod ham.
Selvom han ikke er endeligt identificeret, formoder politiet, at der er tale om en mand, der på tidspunktet for branden overnattede i sin kærestes hus.
Den 18-årige var en bekendt, som var på besøg. Ifølge egen forklaring faldt han på et tidspunkt i søvn og vågnede, da ilden var i fuld gang. Han kunne ikke komme op på førstesalen til den 30-årige.
I stedet tog han sin egen og kammeratens pengepung og forlod stedet.