Opdateret kl. 15:18
En sortklædt mand på en scooter kom i politiets søgelys, da en ung mand blev dræbt af skud i brystet i Fredericia mandag eftermiddag.
Efter fire dages intens efterforskning blev knallertføreren anholdt fredag, og lørdag er han blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Det er sket ved et grundlovsforhør i Retten i Horsens, skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Nægter alt
Manden på scooteren menes at være ham, der dræbte offeret - en 24-årig lokal mand - i boligområdet Korskærparken i Fredericia.
Den fængslede er 27 år, er fra Fredericia og blev pågrebet af politiet i nærheden af Ikast.
Han valgte at kære varetægtsfængslingen. Det betyder, at landsretten skal tage stilling til, om fængslingen er berettiget.
Ifølge Fredericia Dagblad nægter han sig skyldig.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og derfor kan offentligheden som udgangspunkt kun få selve sigtelsen samt udfaldet - altså en eventuel fængsling - oplyst.
Om der er kommet noget frem om et motiv til drabet, er derfor også uvist.
Specialanklager Anna Holm Christensen fra Sydøstjyllands Politi, der mødte for anklagemyndigheden i grundlovsforhøret, har ifølge Fredericia Dagblad oplyst, at gerningsvåbnet endnu ikke er fundet.
Flere varetægtsfængslet
Også fredag blev der afholdt et retsmøde i sagen. Her blev to mænd på henholdsvis 29 og 48 år fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Kolding.
Da retsmødet blev holdt for dobbeltlukkede døre, vides det ikke, hvad de er sigtet for, og hvad deres rolle menes at være i sagen.
Men grundlovsforhøret endte ifølge Fredericia Dagblad med, at en dommer varetægtsfængslede de sigtede frem til 16. marts.
Sydøstjyllands Politi har tidligere oplyst, at drabet kan være relateret til en lokal konflikt. Den dræbte indgik i en gruppe af unge mænd med anden etnisk oprindelse end dansk, der bor i Korskærparken i Fredericia.
Det var kort før klokken 14 mandag, at den 24-årige mand blev dræbt.
/ritzau/