Midt- og Vestjyllands Politi er til stede i en villa i byen Salten syd for Silkeborg, hvor en person er fundet død.
Politiet bekræfter overfor Ekstra Bladet, at man undersøger et mistænkeligt dødsfald. Huset er spærret af, og både retsmediciner og teknikere er til stede.
Politikommissær Tue Nissen fra Midt- og Vestjyllands Politi siger til Ekstra Bladet, at politiet har været i villaen nogle timer og også vil være der noget tid endnu.
Salten er ikke det eneste sted, hvor politiet mandag har undersøgt et mistænkeligt dødsfald. Også i Sæby i Nordjylland har politiet været til stede på en adresse i Strandgade, hvor en ældre kvinde blev fundet livløs.