Torsdag er der fundet mistænkelige pakker adresseret til skuespiller Robert De Niro og tidligere demokratisk vicepræsident Joe Biden.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Ifølge efterforskere er pakkerne magen til tidligere mistænkelige pakker fundet i denne uge, som har indeholdt rørbomber med glasstykker i. Ingen af pakkerne er detoneret, og ingen er kommet til skade.
Pakken til De Niro blev sendt til en adresse i New York, hvor De Niro ejer en restaurant, oplyser CNN.
Et firma ejet af De Niro, Tribeca Enterprises, oplyser, at "alle er i sikkerhed", efter at den mistænkelige pakke er fundet.
Først blev én pakke til Joe Biden opsnappet på et postanlæg i den amerikanske delstat Delaware, fortæller lokale embedsmænd ifølge Reuters.
Og senere torsdag er yderligere en pakke til Biden blevet fundet i Delaware ifølge amerikanske MSNBC.
Den tidligere vicepræsident har et hus i den lille stat mellem Washington og New York, skriver Reuters.
Oplysningerne kommer, dagen efter at politiet kunne bekræfte, at flere prominente demokrater havde modtaget breve med rørbomber.
De mest berømte modtagere var tidligere præsident Barack Obama, tidligere udenrigsminister og præsidentkandidat Hillary Clinton, tidligere CIA-direktør John Brennan og tidligere justitsminister Eric Holder.
En brevbombe var også sendt til CNN i New York, der måtte evakuere sit personale. CNN er kendt som stærkt kritisk over for den republikanske præsident, Donald Trump.
Nogle dage forinden var der sendt en brevbombe til mangemilliardæren George Soros' hjem i staten New York. Han er kendt for at støtte Det Demokratiske Parti med store beløb.
New Yorks borgmester, Bill de Blasio, og den republikanske flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell, er blandt de politikere, der har beskrevet det som terrorisme.
Trump omtaler ikke begivenheden i sine sædvanlig morgen-tweets. Han bruger i stedet lejligheden til at angribe pressen for at gengive "fake news" - falske nyheder.
- Medierne må få ryddet op, mener han.
Men han fordømte brevbomberne onsdag.
- Politisk vold og trusler hører ikke til i USA, sagde han.
Adskillige, der deltager i den amerikanske debat, påpeger, at Trump selv med sine ord og handlinger skaber så meget splittelse i USA, at det kan have fået en person eller flere personer til at sende de mistænkelige pakker.
/ritzau/