Opdateret kl. 16:27
Onsdag morgen modtog Midt- og Vestjyllands Politi en anmeldelse om, at der var blevet fundet en mistænkelig kuffert ved bygningen til Lemvig Kommune i Vestjylland.
Alle i og omkring bygningen blev evakueret i omkring to timer.
Politiet undersøgte kufferten og måtte konstatere, at det blot var hittegods, som en borger ville aflevere.
Det oplyser Ralf Høgedal, vagtchef i Midt- og Vestjyllands Politi.
- Det er blevet afblæst igen. Vi har undersøgt kufferten, og den er helt ufarlig. Vi har ophævet afspærringen derude også, siger Ralf Høgedal.
- Det var egentlig et velment forsøg på at aflevere noget hittegods fra en borger. Grunden til, at kufferten blev sat der, er, at politiet også holder til dér, siger han.
Ifølge politiet var det en medarbejder på rådhuset, der fandt kufferten.
Ud over politiet blev ammunitionsrydningstjenesten, også kaldet Explosive Ordnance Disposal (EOD), tilkaldt.
- Når sådan noget sker, så handler det om at få afspærret så effektivt som muligt, og så møder vi talstærkt op, siger vagtchefen.
Politiet kan ikke oplyse, hvor mange der blev evakueret fra rådhuset.
/ritzau/