Du bliver slankere, får mere overskud, sænker blodtrykket og sover bedre.
Sex er sundt. Regelmæssig sex er endnu sundere. Og her er en til mændene: Drop bare forspillet, for det er selve penetrationen, der er allervigtigst.
Det er især helt traditionel hygge på lagnerne i form af missionæren, der ifølge forskerne skulle være godt for helbredet.
I forsøget blev 46 personer udsat for en stressende situation. Og de forsøgspersoner, som havde haft traditionelt samleje i dagene op til talen, havde lavere blodtryk og færre stresshormoner end den gruppe, som havde været ude i lidt mere fantasifulde seksuelle eksperimenter.
Det er CNN, der kan afsløre de opmuntrende forskningsresultater, som inden længe vil blive bragt i det amerikanske tidsskrift Journal of Sexual Medicine.
"Når du læser om alle de fysiske fordele, der er ved at have regelmæssig sex, kan du ikke undgå at tænke: Jamen Gud, sex er virkelig vigtigt. Mennesket er jo bestemt til at have sex med hinanden," siger chefredaktøren på Journal of Sexual Medicine, Doktor Irwin Goldstein.
Der er en lang række skudsikre argumenter for at have regelmæssig sex. Først og fremmest nedsættes risikoen for at få blodpropper og brystcancer, men andre gevinster skulle blandt andet være færre menstruationssmerter, et sundere hjerte og lavere blodtryk.