Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Mission Øst har kunnet hjælpe flere nødlidende med akut katastrofehjælp og langsigtet udviklingshjælp end nogensinde før. Hjælpeorganisationen, der startede spontant i en garage i Birkerød i starten af 90'erne, er i dag en solid hjælpeorganisation med en omsætning på over 100 millioner kroner årligt.
92,1 procent direkte til udsatte
Mission Øst yder i dag livsvigtig hjælp i otte lande i øst: Armenien, Syrien, Irak, Tadsjikistan, Afghanistan, Nepal, Myanmar/Burma og Nordkorea. Hjælpeorganisationen har netop offentliggjort et regnskab, der viser en indkomst i 2016 på præcis 107.722.300 kroner. Det er en stigning på 50 procent i forhold til 2015, hvor indkomsten lå på 71.750.000 kroner. Pengene er - med undtagelse af et resultat ved årets slutning på 485.732 kroner og en administrationsprocent på kun 7,9 - gået til nogle af verdens mest udsatte befolkningsgrupper. 92,1 procent går altså direkte til de udsatte.
En tredjedel i private gaver
Stigningen i gaver og donationer skyldes primært den humanitære krise i Mellemøsten, hvor Mission Øst yder en særlig indsats for at hjælpe flygtende familier i Irak. Således var hjælpeorganisationen en af de første til at yde nødhjælp i Mosul - først i den befriede østlige bydel og siden også i byens vestlige del, hvor regeringsstyrkerne stadig kæmper for at eliminere terrorbevægelsen Islamisk Stat. Siden 2014 har over 142.000 irakere blandt andet fået mad, husly, tæpper, madrasser, førstehjælpsudstyr, hygiejneartikler, varmeapparater og brændstof fra Mission Øst
Bidragene til Mission Østs voksende hjælpearbejde fordeler sig med en tredjedel til hver af følgende donorgrupper: Private enkeltpersoner, foreninger og fonde (34 procent), Det danske udenrigsministerium (31,9 procent) og øvrige offentlige donorer, bl.a. Tyskland, Norge, EU, USA og FN (de resterende 34,1 procent).
Tusindvis fik den hjælp, de havde brug for
De mange penge er blevet brugt til livsvigtig hjælp for tusindvis af mennesker, viser den detaljerede årsrapport for 2016:
66.000 personer modtog akut nødhjælp, 6.482 fik sikret deres fødevareforsyning, 85.559 fik hjælp til katastrofeforebyggelse, 64.432 fik hjælp med vand, sanitet og hygiejne, 11.124 fik mulighed for selvforsørgelse og 5.130 personer med handicap fik hjælp og mulighed for at blive inkluderet i samfundet.
- Tusind tak til alle, som har bidraget til hjælpearbejdet i 2016. Vi fortsætter ufortrødent med at forvandle de indsamlede midler til livsforvandlende indsatser i år og årene fremover, siger Mission Østs generalsekretær Kim Hartzner.
Læs mere i årsrapporten nedenfor.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.