Afghanistans hovedstad Kabul blev i går rystet af et stort angreb fra Taleban.
Talebanerne sendte missiler ind mod ambassadekvartererne og militante islamister åbnede ild.
"Vi fik et opkald om, at der var et større angreb i gang, og kort tid efter hørte vi missilnedslag og skud tæt på ambassaden. Personalet kom hurtigt ned i beskyttelsesrummet, hvor vi har en kommandocentral, så vi kunne følge med i angrebet," fortæller den danske ambassadør René Dinesen til Newspaq.
Angrebet kommer blot 13 dage efter Danmarks nye ambassadør i Afghanistan, René Dinesen, har overtaget ambassadørjobbet.
I alt 11 afghanere mistede livet i angrebet, som var udført yderst professionelt, heraf seks militante. Seks soldater fra Natos Isaf-styrke blev såret.
Men i dag hersker der ro og stilhed i hovedstaden i det krigshærgede land, fortæller René Dinesen fra ambassadørbilen, mens han kører rundt i Kabuls gader.
"Der er stille og roligt, efter hvad jeg kan se. Der er mindre trafik end der plejer, og mange afghanere har valgt at blive indendøre, selvom de er vant til lidt af hvert," siger ambassadøren.
Han forklarer, at der var missilnedslag i gaderne, der bærer navnene 11, 12 og 14, men at ingen ramte gade 13, hvor Danmarks ambassade ligger.
Alle 90 danskere, der er registeret som bosiddende i Kabul er uskadt, men selvom personalet på ambassaden ved, at de er et farligt sted, så har angrebet sat sine spor.
"Alle reagerede professionelt, men jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at vi er helt upåvirket af angrebet. Det er klart, at det er skræmmende, så nu taler vi ud om oplevelsen," siger René Dinesen.
Kampene var centreret omkring en bygning, hvor Talebanerne havde forskanset sig, og de var nedkæmpet efter 19 timer.
René Dinesen understreger, at angrebet på ingen måde var rettet mod Danmarks ambassade.