To civile israelere har søndag mistet livet, efter at et panserværnsmissil ramte et hus nær grænsen til Libanon.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Lokale myndigheder oplyser, at missilet kom fra Libanon.
Imens er der fortsat bekymring om den højspændte situation på grænsen, hvor der den seneste tid har været nærmest daglige skududvekslinger mellem Israel og Hizbollah.
Bekymringer for en regional eskalering er opstået i kølvandet på Hamas' angreb på Israel 7. oktober, hvor omkring 1200 blev dræbt. Siden har også Houthi-bevægelsen i Yemen angrebet international skibstrafik.
De to døde i søndagens angreb er en mor og hendes søn.
Tidligere søndag oplyste den israelske hær, at sønnen var død, og senere søndag lød det fra lokale myndigheder, at også moren var død efter hændelsen, som fandt sted i den lille grænseby Kfar Yuval.
Hizbollah-bevægelsen holder til i Libanon og er allieret med den militante palæstinensiske gruppe Hamas.
Højtstående diplomater, som udtaler sig til det britiske medie The Guardian, siger, at målrettede israelske drab på højtstående Hizbollah-medlemmer har øget risikoen for, at situationen kan eskalere.
Avisen fremhæver et droneangreb i det sydlige Libanon på et 58-årigt medlem af Radwan-elitestyrken. Derudover nævnes et angreb på et andet fremtrædende medlem ved den førstes begravelse.
Selv om der er hyppige skududvekslinger mellem Israel og Hizbollah, er det uvist, hvad drabene får af betydning for konfliktniveauet, mener diplomater.
- Vi har ikke set noget som det her før, siger en diplomat til The Guardian med henvisning til de to attentater.
- Det er helt klart en eskalering, og vi må se, hvor det tager os hen. Om det er del af et mønster, siger den anonyme diplomat.
Et andet drab, der har ført til frygt for øgede regionale spændinger, var på den daværende nummer to i Hamas-bevægelsens ledelse, Saleh al-Arouri.
Han blev dræbt i i en forstad til Libanons hovedstad, Beirut, 2. januar. Han menes at være blevet dræbt i et israelsk droneangreb.
Søndag er to søstre til ham blevet anholdt, oplyser palæstinensiske kilder og den israelske hær. Det skriver AFP.
/ritzau/