Misrøgtede plejebørn får erstatning fra Vordingborg Kommune
To plejeforældre fra Mern på Sydsjælland blev i 2012 fundet skyldig i mishandling mod flere af parrets børn. Nu skal kommune betale erstatning til to af plejebørnene for ikke at gribe ind i sagen. (Arkivfoto) Esben Salling/Ritzau Scanpix
To misrøgtede plejebørn i Mern-sagen skal hver have 300.000 kroner i erstatning fra kommune.

Det vakte opsigt, da to plejeforældre i 2012 blev kendt skyldige i at have ydet vold og misrøgt mod flere af parrets plejebørn i løbet af en lang årrække.

Nu skal Vordingborg Kommune betale 300.000 kroner i erstatning til to af plejebørnene for ikke at gribe ind over for den årelange mishandling.

Sådan lyder dommen fra Østre Landsret torsdag.

I alt ni plejebørn var involveret i sagen, men kun to af dem har stævnet kommunen.

Nu har de fået rettens ord for, at kommunen havde et ansvar i sagen, der trak overskrifter landet over, da den kom frem.

En plejemor og plejefar blev i 2012 kendt skyldige i at have ydet vold og misrøgt mod flere af parrets plejebørn i løbet af en periode på 20 år.

Parret, der var bosat i den lille by Mern på Sydsjælland, blev idømt henholdsvis 2 og 2,5 års fængsel.

De skulle samtidig betale 225.000 kroner i erstatning til børnene, og de blev frakendt retten til at arbejde med børn og unge under 18 år.

Plejeforældrene ankede sagen, og året efter stadfæstede Østre Landsret byrettens dom.

I 2011 blev plejeforældrene tiltalt efter et omfattende anklageskrift med 20 forhold, herunder vold, indespærring, vanrøgt og svigt.

Et barn blev desuden tvunget til at løbe rundt på gårdspladsen med alt for lidt tøj på. Og faren truede med at ville skyde to af børnene.

Volden, der blandt andet omfatter slag med knyttet hånd, flad hånd, spark og skub, blev primært begået af plejefaren, der fik den højeste straf.

Politiet blev bekendt med sagen i 2009, da en dengang 17-årig plejesøn stak af og betroede sig til en bekendt.

/ritzau/

/ritzau/