Nyhedsavisen fortsætter sit forsøg på at undergrave DR s troværdighed i sagen om fangeudleveringer i Afghanistan.
I gårsdagens avis forsøgte Simon Andersen at overbevise os om, at der slet ikke skete mishandling af de 31 fanger, som Danmark udleverede til amerikanerne.
Men kære Simon Andersen: Mishandlingen af de 31 er grundigt dokumenteret.
Først af krigskorrespondenter, der interviewer fangerne kort efter deres løsladelse og ved selvsyn kan konstatere mærker og sår efter slag.
Senere af Amnesty International, der igen interviewer fangerne og kan bekræfte nyhedsartiklernes beskrivelser af alvorlige overgreb.
Endelig bekræfter fangerne igen i Den hemmelige krig , at der er blevet mishandlet.
Få overgreb på menneskerettighederne er bedre dokumenteret. Fangerne havde i øvrigt intet motiv til at lyve, eftersom de tilhørte en milits, der var allieret med amerikanerne.
Nyhedsavisen kritiserer DR for at være enøjet, men skulle måske vende blikket indad i stedet for.