Justitsminister lene Espersen (K) vil have mishandlingen af danske svin stoppet. I 2006 er anmeldelserne af svin med sår på skuldrene steget fra 25 anmeldelser i 2005 til hele 335 anmeldelser, og Lene Espersen langer nu hårdt ud efter de danske svineproducenter. Det sker efter at 21 Søndag har vist billeder af svin med store åbne sår på skuldrene.
»Jeg synes simpelthen, at det er for ringe, at der er landmænd, der ikke lever op til deres ypperste pligt, nemlig at deres dyr har det ordentligt,« siger justitsminister Lene Espersen til 21 Søndag.
Hun opfordrer nu branchen til at stramme op på dyrevelfærden i staldene, hvis de vil undgå større bøder.
»Her har vi simpelthen et problem, som vi ikke kan leve med, og som vi må gøre noget ved,« siger justitsminister Lene Espersen.
Skuldersårene opstår, når søerne ligger alt for længe på et hårdt gulv uden halm og strøelse, og fødevaremyndighederne kan så vælge at melde svineproducenterne til politiet, hvis de konstaterer grimme skuldersår på de søer, der bliver afleveret til slagterierne.
»Der er nogle af svineproducenterne i Danmark, der ikke har nok opmærksomhed på problemet. Det skal vi selvfølgelig have i fremtiden,« siger Torben Poulsen, formand for Danske Svineproducenter.