Det var formodentlig en banal strid om trappevask, der natten til i dag fik to yngre mænd til at banke på og trænge ind hos deres 62-årige nabo i Kalundborg.
Herefter begyndte et timelangt mareridt, hvor den ældre mand fik taget tøjet af, skudt på med en spatterpistol og til sidst fik stjålet 1.000 kroner.
De unge mænd bildte naboen ind, at de ville tale om rengøring af trappen, hvilket de ikke mente, at naboen gjorde godt nok.
"Men det virker temmelig langt ude i hampen i forhold til det, han har været udsat for," siger Carsten Andersen, der er pressemedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, til TV2 Øst.
Den 63-årige er naturligvis oprevet over episoden.
"Psykisk havde han det ualmindeligt skidt, da politiet talte med ham i går. Det var været en stor psykisk belastning," siger Carsten Andersen.
De to overfaldsmænd på 26 og 28 år vil i dag blive fremstillet i grundlovsforhør i retten i Holbæk.
De er sigtet for vold, trusler på livet, frihedsberøvelse, blufærdighedskrænkelse og røveri.