I dag begynder retssagen mod forældrene i den omfattende sag om sexmisbrug, vold og vanrøgt i en familie med ni børn i Brønderslev.
Den 21-årige datter skal afgive vidneforklaring i Retten i Hjørring mod sine forældre i den uhyggelige mishandlingssag.
Udover datteren skal også en anden af de ældste børn møde op i retten og afgive sin forklaring, mens de mindre søskendes vidneforklaringer er blevet afgivet på video.
Faren er blandt andet tiltalt for dagligt at have slået og sparket børnene. Han risikerer en forvaringsstraf på ubestemt tid.
Moren står til at få op til otte års fængsel for vanrøgt, men hun nægter sig skyldig, og hendes advokat Henrik Garlik går derfor efter at få hende frifundet.
"Min klient nægter sig skyldig, og dermed er påstanden frifindelse. Som det også vil komme frem i retten i de næste uger, så har min klient haft en underordnet rolle i denne sag," siger forsvarsadvokaten til Newspaq.
Dommen i sagen ventes at falde i begyndelsen af juni.