31-årige Mette drejer hovedet væk. Jordemoderen har lige trukket et par fingre ud af hendes underliv og er kommet med den besked, Mette frygter: Hun er timer fra den fødsel, der skal bringe hendes tredje barn ud i det dæmpede neonlys på Rigshospitalet.

Trods nivende og rivende veer hele dagen, kvalme og tegn på, at ni måneders ventetid er ved at være forbi, er underlivet stort set ikke åbnet her ved midnatstid. Kun to centimeter. Det kan tage timer endnu. Og Mette ved det - fortvivlelsen lyser ud af hende. Natte- og måske morgentimerne skal i brug. Desværre.

Hun får en stue på anden sal. Selvom hun kaster op ¿ et sikkert tegn på, at fødslen er i gang - er der fortsat intet sket efter en time. Mette er fortvivlet; hvorfor sker der ikke mere? Det værker og smerter jo over det hele.

Jordemoderen sætter akupunkturnåle i Mettes hoved og lænd. De skal tage toppen af smerten, for hun vil ikke have medicin. Hun har to gange født uden medicinsk smertelindring, og sådan vil hun føde igen. Selvom det lige nu virker uudholdeligt.

Men så sker der noget: I løbet af godt en time får Mette i stuens mørke den ene voldsomme ve efter den anden. Hun kan mærke, de virker. Det river i hendes underliv. Lidt over tre kalder hendes mand, Jimmy, på personalet.

Føder i et fødekar

Mette er kun fem centimeter åben og er lige ved at miste modet, da hun får beskeden. Hun havde håbet, at hun var nærmere målet: de magiske ti centimeter, som gør det muligt at presse barnet ud i livet. Mette er opgivende og forpint. Fødende bliver normalt tilbudt noget stærkere smertestillende, når gejsten begynder at falme. Men Mette vil føde uden medicin, og lidt i halv fire bliver hun kørt ind på selve fødestuen. Det kan pludselig gå stærkt, når det er tredje gang.

Mette kaster op. Massivt. Maven tømmes. Og hun får voldsom halsbrand. Hun er presset af kroppens reaktioner, af kampen for at forløse det lille liv. Hun hjælpes op i et fødekar i et lokale ved siden af, og det varme vand virker lindrende. Toppen af smerten forsvinder, den fødende mor får mere overskud.

Så sker det. På få minutter åbner hun sig. Kroppen er klar, og nu går det stærkt. Alt for stærkt. Efter et kvarter i det varme vand er hun helt åben. På et splitsekund får Mette pressetrang. Uret viser 03.50, men Mette ænser intet. En urkraft tvinger enhver fiber i hendes krop til at presse. Smerten i underlivet føles uudholdelig, hvis hun ikke bruger al kraft på at presse, presse, presse.

Mette når ikke op af fødekarret, og det lille rum fyldes af brølet fra tidernes morgen. Hun bruger hver en luftlomme i sine lunger på at skrige barnet ned mod åbningen. Mellem pressene klynker hun, græder, har smerter, opgiver, er usikker på naturens tag i hende, men så kommer kraften igen - som tvinger alt i hende til at presse. Og hun presser.

Allerede på anden presseve kan håret anes mellem hendes ben, men så svupper barnet ind igen. Frem og tilbage, frem og tilbage.

Men på tredje pres klokken 04.01 overdøver lungernes skrig et dæmpet svup i vandet. Barnet skydes ud mod livets første åndedrag. Jordemoderen fanger det i vandet og bærer det op til dets mors bryst.

Mette græder, som et menneske kun kan, når livets vidunder åbenbarer sig. På et øjeblik er smertens helvede forvandlet til forløsningens lykke.

»Nej, en dreng igen - hold kæft, hvor er han flot, Jimmy! Og fuck, hvor gjorde det ondt,« hulker hun og trækker vejret i hurtige drag, mens hun beundrer sin tredje søn:

»Hold kæft, hvor er du smuk...«