Den lille kirke i Odinsgade er fyldt. Der skal snart ske noget stort.

Med forventninger om mirakler og helbredelse for sygdom har et par hundrede kirkegængere fundet ved til frikirken Apostolsk Kirke.

Nogle er halte, andre ser trætte ud. Men opmærksomheden er skærpet og rettet mod talerstolen.

Her står den tidligere bilsælger og varehuschef Hans Berntsen. En lille, rund mand iført et par cowboybukser, slips og en habit. Han er manden, der med sin kone, Inge, skal udløse spændingen.

»Tror i på mirakler?«

»Ja« og »Amen« lyder det prompte fra salen.

»Nogle siger, at miraklernes tid er forbi. Men det er de ikke - de har aldrig været det. Guds kraft er lige så stor i dag, som den var dengang, Jesus udvirkede mirakler,« fortsætter Hans Berntsen.

Han erkender overfor publikum, at det kan svært at overbevise danskerne om, at bøn kan helbrede. Men pointen er, at man ikke skal tro med sin forstand, men i stedet hjertet.

Svulster og seksuelt misbrug

Hvis der stadig er en rest af tvivl blandt kirkegængerne, har Hans Berntsen heldigvis talrige eksempler på, at hans bønner har ført til mirakler.

»Jeg bad for en mand, der skulle opereres for to svulster i maven. Da han få dage efter kom ind på operationsbordet, konstaterede lægerne til deres forbløffelse, at de dræbende gevækster var væk.«

Hans Berntsen er i god kontakt med publikum. Flere gange lyder der et højt »haleluja« fra salen.

»Flere af jer har været udsat for seksuelt misbrug. Én har en dårlig menisken i venstre knæ, én har problemer med prostata og fire-fem stykker har en diskusprolaps.«

Hver gang en lidelse nævnes, ryger hænder op som tegn på bekræftelse.

Miraklet

Dorthe Etefors ben er ikke lige lange. De virker i hvert fald ikke sådan.

Det er endelig blevet hendes tur. Nu sidder hun i stolen, ansigt til ansigt med Hans Berntsen. Han er smilende og venlig, men blikket er intenst og koncentreret.

Det venstre ben er tre-fire centimeter kortere end det højre. Hans Berntsen tager fat i fødderne, lirker lidt og spørger Dorthe Etefors om at bede med ham. Bønnerne ryger direkte til himmels. Nu strækker Hans Berntsen langsomt, men sikkert det venstre ben ud. Hælene på Dorthe Etefors sko flugter nu perfekt i Hans Berntsens hænder. Hun rejser sig med strålende øjne og takker for helbredelsen.

»Det er et lille mirakel,« siger Dorthe Etefors.

Hun afslører dog, at det ikke er første gang, at det venstre ben har været udsat for mirakler.

»Hans har helbredt benet før, men det er ikke vedvarende. Der går typisk tre måneder eller mere, og så er det som om spændingerne kommer igen i benet, og så må jeg have en ny tur hos Hans,« uddyber hun.

Det drilske sind

Erik Jakobsen har en let form for tinnitus. Derfor har Hans Berntsen nu placeret sine hænder på panden af ham for at bede. Erik Jacobsen beder med. Han takker.

Tinnitussen er ikke væk.

»Jeg kan ikke mærke en forske lige nu, men det kan jo være, den er forsvundet i morgen eller om et par dage. Men jeg har prøvet at blive bedt for og helbredt før. Og det fjernede tinnitussen i flere måneder,« siger Erik Jakobsen.

»Det menneskelige sind er lidt drilsk. Hvis man begynder at tvivle på miraklet, kan det forsvinde. Derfor er det vigtigt at tro og kunne tage imod,« fastslår Erik Jakobsen.

Mødet er forbi. Folk, der før var halte, har nu taget krykkerne på skulderen eller under armen. Om krykkerne kommer i brug igen om tre måneder eller for evigt vil kun tiden vise.

Om miraklerne er af absolut og tidløse karakter elle rbare midlertidige tilstande kan Hans Berntsen ikke svare på.

»Jeg lover jo ikke nogen noget. Men jeg kan bede for dem,« er svaret.