Det kunne være endt tragisk, da en ekspres-bus lørdag eftermiddag på grund af sneglat føre kørte i grøften nord for landsbyen Frederiks ved Karup i Vestjylland.
Ved ulykken blev en cirka 40-årig kvinde slynget ud gennem et af bussens vinduer. Kvinden landende på jorden og kort efter væltede bussen ned over hende. Men hun lå så heldigt, at bussen ikke ramte hende. Og da bussen blev løftet væk, kunne alle derfor ånde lettet op.
- Kvinden landede i en fordybning i grøften. Her var der
tilsyneladende for nylig plantet et læhegn, og det var i den løse jord
i opgravningen, at hun landede i. Det betød, at selv om bussen væltede
ned over hende, så blev hun ikke mast eller kom mere alvorligt skadet.
Hun slap meget, meget heldigt, siger vagtleder Kjeld Nedergaard fra
Midt- og Vestjyllands politi, til bt.dk.
Ifølge de første meldinger var der 50 passagerer i bussen, men det tal viste sig siden at være overdrevet. I bussen var der 17 passagerer. Den heldige kvinde og ni andre passagerer blev efterfølgende kørt på hospitalet med lettere skader.
Det var en bus fra
busselskabet X-bus, der kører mellem Frederikshavn og Esbjerg, som
forulykkede, og chaufføren har til politiet forklaret, at bussen
pludselig kom så meget i slinger, at han ikke havde mulighed for at
retten den op.