Det berørte mange danskere, da skuespilleren Mira Wanting døde af livmoderhalskræft i en alder af blot 34 år. Hun efterlod sig to døtre.
Som i alle tilfælde, når unge mennesker taber kampen mod kræften, fik vi med Mira Wantings død en påmindelse om den frygtede sygdoms ubærlige uretfærdighed. Et dødsfald efterlader knuste pårørende, og Mira Wantings død er ingen undtagelse.
Nu fortæller Mira Wantings lillesøster om sit tab. Det er tv-værten Bubber, som for ugebladet Ude og hjemme har interviewet Amalie Wanting, der i dag er 22 år gammel.
Amalie Wanting fortæller, at hun op til søsterens død slet ikke havde indset, hvor slemt det stod til. Ikke en gang da Mira Wanting omkring jul for godt tre år siden kom på hospice.
- På intet tidspunkt havde jeg troet, at det var noget, hun kunne dø af. Overhovedet. Da det skete, føltes det nærmest som en bilulykke. Min hjerne kunne ikke rigtig fatte det. Man kan jo ikke miste sin yndlingsperson, siger hun ærligt til Bubber.
Der var 16 år mellem de to søstre, men deres relation var tæt og unik, lader hun Bubber vide.
Hun siger også, at hun aldrig kommer sig over sorgen, og at hendes storesøster var omsorgsfuld til det sidste. Da Mira Wanting lå på sit yderste, var det hende, der overtalte søsteren til at søge hjælp for at få redskaber til at tackle sorgen. Kontakt foreningen Børn, Unge & Sorg, lød opfordringen - som Amalie Wanting efter noget modstand valgte at følge.
Hele interviewet med Mira Wantings lillesøster kan læses i Ude og Hjemme, der udkommer onsdag.