Fødevarestyrelsen kører nu ud på ekstra kontrolbesøg af 150 minkfarme.
Kampagnen er indledt som en reaktion på videooptagelser af mink og andre pelsdyr med sår og bylder, som Fødevarestyrelsen har fået forevist af folk fra TV2-programmet Operation X.
Optagelserne fra programmet, der blev vist på tv i aftes, viser forhold, der formentlig kan være overtrædelser af dyreværnsloven på flere danske pelsdyrfarme. Det oplyser Fødevarestyrelsen.
Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) lovede efter programmet, at hun vil indføre uanmeldte velfærdsbesøg på alle minkfarme til næste år.
Hun mener dog ikke, at minkavl bør være forbudt i Danmark, som det er i en række andre europæiske lande.
Eva Kjer Hansen begrunder sin afvisning med, at pelsproduktionen i så fald vil flytte til udlandet, hvor der er mindre kontrol.
I sidste uge valgte styrelsen at politianmelde 44 minkfarme for overtrædelser af dyreværnsloven. Det skete som kontrolaktionerne på baggrund af videooptagelser fra Operation X.
De politianmeldte minkfarme indgår ikke i de 150 besætninger, som i disse uger får et ekstraordinært kontrolbesøg.
Fakta om minkkontrol
I Danmark er der godt 1.500 minkbesætninger, der alle er omfattet af Fødevarestyrelsens kontrol.
Fem procent af besætningerne - altså godt 80 besætninger - kontrolleres hvert år.
I 2008 gav Fødevarestyrelsen indskærpelser til 37 minkbesætninger fortrinsvis for ikke at have tilstrækkeligt med halm i minkburene og for manglende optegnelser over den medicinske behandling og antallet af døde dyr.
Der var ikke grundlag for at politiandmelde besætningsejere.
Fødvarestyrelsens kontrol omfatter dels dyrevelfærden i besætningerne, dels en særlig hegnskontrol, der skal sikre, at minkene ikke kan slippe ud i naturen, hvor de først hærger bl.a. fuglereder og siden omkommer, fordi de ikke kan klare sig uden for fangeskab.
Kilde: Fødevarestyrelsen