Regeringen var onsdag ikke meget for at svare direkte på oppositionens spørgsmål til, at man i årevis har undladt at opdatere det såkaldte Cancerregister, så de seneste tal er tilbage fra 2003.
Den nyslåede sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) sagde i et samråd gang på gang, at han gerne ville fastslå, at det er en meget alvorlig sag, at registeret ikke er blevet opdateret. Men han ville ikke svare direkte på, hvilke konsekvenser de manglende opdateringer har haft.
»Lad mig slå fast, at den manglende ajourføring af Cancerregisteret ikke har afholdt kræftdødeligheden fra at falde med seks procent fra 2000 til 2005,« sagde sundhedsministeren igen og igen.
Der var heller ikke et klart svar på, om Danmark ville have været bedre til at behandle for kræft, hvis man havde haft tallene fra Cancerregisteret.
»Det er svært at svare på. Men vi har hele tiden stillet data til rådighed fra en række andre registre,« sagde sundhedsministeren.
Ikke godt nok
Ministerens indirekte svar er ikke gode nok, mener Socialdemokraterne.
»Man skal tage den her sag dybt alvorligt. Hvis ikke man passer sit arbejde ordentligt på det her område, så dør folk,« siger Jens Peter Vernersen (S).
Sundhedsministeren må selv tage ansvaret, også selvom han er ny på posten, mener Vernersen.
»Det her kan ikke tørres af op embedsmændene – det er ministerens ansvar. Det står også klart i Rigsrevisionens kritik,« siger han.
Konsekvensen af de manglende opdateringer er, at ingen kan se, om regeringens indsats på kræftområdet virker, og at danske forskere er afskåret fra at forske i nye kræftbehandlinger Det beskrev Nyhedsavisen 31. oktober.
29. november rettede Rigsrevisionen så en usædvanlig hård kritik mod regeringen for, at den har ladet registreringen gå i stå.