Sagen om de to tunesere, der står til udvisning efter angiveligt at have planlagt at myrde en dansk Muhammed-tegner, skal nu debatteres i Folketinget.
Oppositionen har indkaldt integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) og justitsminister Lene Espersen (K) til hasteforespørgsel om den omdiskuterede udvisnings-lov.
Det bliver onsdag 26. februar, at Enhedslisten, De Radikale og SF vil bede ministrene forklare, hvorfor de vil tillade, at de to tunesere, der har dansk opholdstilladelse, bliver smidt ud af landet uden at få lov til først at forsvare sig i retten. Og hvad, de mener, det vil have af konsekvenser for blandt andet Danmarks overholdelse af menneskerettigheder.
Terrorloven fra 2002 giver mulighed for såkaldt administrativ udvisning af udlændinge, der vurderes at være til fare for statens sikkerhed. Men oppositionen mener, at sagen om tuneserne er særdeles problematisk:
- Udvisningen uden dom af to i Danmark bosatte tunesiske statsborgere rejser så mange spørgsmål om retssikkerhed og demokratiske rettigheder, at vi må have sagen diskuteret i Folketinget hurtigst muligt, siger fungerende gruppeformand for Enhedslisten Per Clausen, som har taget initiativ til debatten.
Selvom alle Folketingets partier, minus SF og Enhedslisten, i sin tid var med til at vedtage terrorloven, har flere folketingsmedlemmer fra blandt andet Socialdemokraterne, Venstre og ikke mindst integrationsministeren efter anholdelsen af tuneserne udtrykt bekymring over lovens konsekvenser.