Ingen kontrakt. Pengene får du fra kassen. Og nul procent i skat.
Sådan var jobbet for 11 unge danskere, som via firmaet WeDoRecruit fik et sort job i Spanien. Nu viser det sig, at stillingerne var slået op på Beskæftigelsesministeriets egen hjemmeside jobnet.dk, skriver Fagbladet 3F.
Fagforeningen 3F bebrejder Arbejdsmarkedsstyrelsen, fordi de ikke har kontrolleret annoncerne på jobnet.dk.
"Det kan ingen være tjent med. Arbejdsmarkedsstyrelsen må sikre, at den slags useriøse annoncer ikke får lov at ligge på Jobnet," siger Morten Kaspersen, der er forretningsfører i 3F's a-kasse til Fagbladet 3F.
Arbejdsmarkedsstyrelsen forsikrer, at annoncerne bliver tjekket. Samtidig skal arbejdsgiverne godkende vilkårene for jobnet.dk.
Hvis arbejdsmarkedsstyrelsen får klager fra en borger, tager de kontakt til arbejdsgiveren, forklarer Kirsten Vestergaard, der er chef for Landssupporten i Arbejdsmarkedsstyrelsen.
"Kontakten kan medføre, at virksomhedens adgang til at bruge Jobnet spærres, eller at de gøres opmærksom på at de vil blive spærret, hvis de ikke efterlever vilkårerne for brug af Jobnet, siger Kirsten Vestergaard til Fagbladet 3F.
WeDoRecruit har nu fjernet annoncer fra jobnet.
Kilde: Fagbladet 3F