Måske kan han gemme sig bag familieminister Lars Barfoeds (K) afgang. Den endelige melding om formandens fremtid er i hvert fald blevet udskudt til i morgen med den begrundelse at ministeriet mangler en minister.
Formanden for motions- og ernæringsrådet, professor Bjørn Richelsen, er kommet i søgelyset, efter at han har erkendt at have modtaget forskningspenge fra store medicinalfirmaer, alt imens han talte godt om deres produkter til offentligheden.
Men beslutningen om eventuelt at fyre professoren lå indtil i går aftes hos den stormomsuste Lars Barfoed, der ikke havde tid til at gøre noget ved sagen.
Og heller ikke hans midlertidige stedfortræder, justitsminister Lene Espersen (K), ønskede torsdag at træde i karakter.
»Det vil vi ikke udtale os om på hendes første dag,« siger ministerens pressechef, Morten Langager.
Derfor havnede sagen hos embedsmænd i Familie- og Forbrugerministeriet, der lige nu forsøger at vurdere, om det skal have nogen konsekvenser for Bjørn Richelsen.
»Vi kigger nærmere på sagen nu. Men der kommer ikke nogen melding i dag, da vi ikke har nogen minister,« siger Jenny Bøving som er pressemedarbejder i Familie- og forbrugerministeriet.