Ministerium kendte til asbestproblemer i årevis
Flemming Hansen (K) vidste i seks år, at der var problemer med asbest i S-togene.

Kræftrisikoen for ansatte og passagerer i DSBs S-Tog er ikke ny viden for landets trafikminister Flemming Hansen (K). Han har vidst det i seks år, skriver DR.
Den 9. december sagde ministeren, at han var chokeret over, at der indtil dagen før havde været asbesttog i drift.
Da han blev spurgt om han selv vidste det, lød svaret.
»Ikke en ting, naturligvis, så havde jeg reageret,« sagde Flemming Hansen.
Men ministeriet fik et notat i april 2000 fra DSB, hvor der stod, at der var S-tog, der indeholdt asbest, og at det kunne være til fare.
Ifølge ministeren dukkede notatet først op den 14. december i år, da Flemming Hansen skulle i samråd i Folketinget.
Ministeren vil ifølge DR ikke fortælle, hvorfor det notat har været gemt eller glemt i så mange år.