Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet er lige nu til
COP25 i Madrid. Det årlige miljøtopmøde sender altid store delegationer af sted fra Danmark. Og ifølge Journalista.dk,
som har fået aktindsigt, så fandt sidste delegation frem til et særdeles markant og iøjnefaldende overnatningssted. Her afholdtes COP24 i Polen.
Når man rejser hjemmefra i rigets tjeneste, skal man også bo (og bade) godt. Foto: Saturn Palace
Og det absolut førende hotel i landsbyen Czeladz, Saturns Palace, var booket godt op af danske embedsmænd. Luksushotellet er bygget lidt som et romersk palads, hvilket dog langt fra er, hvad det er mest kendt for ifølge Journalista.
Det er det overdådige romerske bad i slottets kælder, hvilket er inkluderet i prisen for overnattende gæster, som virkelig trækker gæster til og prisen op. Ligesom Saturns Palace også byder på en lang række andre spaområder. Der er sågar specielle badekar, som bliver fyldt op med øl – som også kan indtages under badet.
Som en anden dekadent romer, kan man blive masseret i disse omgivelser efter man har fyldt sin vom med øl fra ølspaen. Foto: Saturn Palace
Den slags oplevelser er sjældent billige, hvilket heller ikke var tilfældet for Klima,- Energi- og Forsyningsministeriets brug af Saturns Palace i december sidste år i forbindelse med COP24-mødet. Således løb regningen op i 300.373 kroner.