Problemet med giftig asbest i danske S-tog burde ikke have været kommet som en overraskelse for transport- og energiminister Flemming Hansen (K) i december. Dengang benægtede ministeren, at der var problemer med asbestisolering i DSB’s andengenerations S-tog.
Torsdag erkendte ministeren i en redegørelse, at han i december burde have haft kendskab til en henvendelse til ministeriet fra en tidligere DSB-ansat dateret til den 18. oktober 2006. I brevet beretter den tidligere ansatte ministeriet om brudte asbestforseglinger i DSB’s S-tog.
I ministeriets redegørelse fremgår det, at Flemming Hansen ikke kendte indholdet af brevet på grund af en fejl i journaliseringen af brevet.
»Borgerhenvendelsen blev på grund af de personfølsomme helbredsoplysninger journaliseret i ministeriets personsager, som der er begrænset søgeadgang til. Det betød, at jeg på samrådet den 14. december ikke var orienteret om eksistensen af denne sag, hvilket naturligvis ville have været relevant,« udtaler ministeren i redegørelsen.