En oversigt fra Undervisningsministeriet viser, at både Undervisnings- og Finansministeriet var på storindkøb hos flere af landets store konsulentvirksomheder, da folkeskolereformen og lærernes nye arbejdstidsregler skulle implementeres.
Det skriver Folkeskolen.dk.
I alt er der købt konsulent-virksomhed for 17.272.117 kroner.
Undervisningsministeriet har blandt andet været på indkøb hos amerikanske McKinsey & Company og Rambøll og Deloitte.
Alene hos den verdensomspændende McKinsey & Company er der købt bistand for seks millioner kroner, skriver Folkeskolen.dk.
McKinsey & Company bistod ifølge Folkeskolen.dk Undervisningsministeriet fra februar 2014 til juni 2014 med oprettelsen af et såkaldt implementeringskontor, der skulle følge udviklingen på de forskellige mål for reformen.
Hos Danmarks Lærerforening undrer formand Anders Bondo Christensen sig over, at det har været nødvendigt at købe McKinsey-ydelser for seks millioner.
- Det er et vanvittigt stort beløb. Jeg tvivler på, at vi har fået værdi for seks millioner kroner. Da vi selv lancerede et kæmpe stort læseprojekt, kostede det fem millioner kroner. Men her har vi slet ikke konkret fået at vide, hvad det er, McKinsey har lavet, siger Anders Bondo Christensen til Folkeskolen.dk.