Skatteminister Kristian Jensen (V) langer nu kraftigt ud efter velgørende organisationer, som opfordrer til spekulation i testamenter for at få del i danskeres arv.
»Jeg synes, det er decideret pinligt, at de velgørende organisationer deltager i skattetænkning. Når man bliver taget med fingrene nede i skatteborgernes kagedåse, kan man tydeligvis ikke administrere den frihed for at betale afgifter, som man har fået,« siger Kristian Jensen.
Han vil nu ændre loven, efter at Nyhedsavisen afslørede, at Kræftens Bekæmpelse opfordrer arvinger til at benytte sig af et kryptisk regnestykke, der giver en kontant bonus til både arvingen og den velgørende organisation.
»Jeg vil sammen med mine embedsmænd se nærmere på, hvordan vi kan ændre lovgivningen, uden at det går ud over velgørende organisationers generelle fritagelse for arveafgift,« siger skatteministeren.
Ifølge arveretseksperter er metoden lovlig. Den eneste part, der taber på skatteakrobatikken, er staten.
Kræftforening siger nå
Hos Kræftens Bekæmpelse afviser chef for arveafdelingen, Charlotte Hjeds, at rette sig efter skatteministerens kritik, så længe ordningen er lovlig:
»Det er da trist, at skatteministeren har den holdning. Jeg ser det ikke som spekulation, og hvis folk ringer og spørger, så vil jeg fortsat oplyse rent faktuelt, hvordan det er muligt,« siger Charlotte Hjeds.
Kræftens Bekæmpelse arvede i 2005 mere end 132 millioner kroner fra danskere, der havde skrevet organisationen ind i deres testamenter. Sidste år havde organisationen mellem fem og ti arvesager, hvor testamentet var udformet efter metoden, der er lukrativ for både begge parter, fordi velgørende organisationer er fritaget for at betale arveafgift.
På Christiansborg tegner der sig et bredt flertal blandt de politiske partier for at kigge nærmere på lovgivningen.
Partier fra begge fløje i Folketinget har kritiseret den velgørende organisations fremgangsmåde, men i Kræftens Bekæmpelse afviser man, at organisationen har et moralsk ansvar ved at oplyse om hullet i arveloven.
»Det er en mulighed, som er i loven, og så blander jeg mig ikke i, om det er moralsk rigtigt eller forkert. Det må være op til folk selv at afgøre,« siger Charlotte Hjeds.