Der er ingen tvivl om, at erhvervsskolerne skal have hjælp med deres problemer med elever, der kun melder sig til for at misbruge SU-systemet.
Morten Østergaard (R), minister for forskning, innovation og videregående uddannelser, synes erhvervsskolernes eget forslag til at bekæmpe SU-rytteriet er interesant.
Direktøren for danske erhversskoler Lars Kunov har i Avisen.dk foreslået at gøre SU bagudbetalt, så den kommer efter en måneds fremmøde, og ikke som nu uden den studerende overhovedet er begyndt på uddannelsen.
"Jeg tager i mod alle gode forslag på det her stadie, og der er ingen tvivl om, at der er en reel problemstilling omkring de her SU-shoppere. Omvendt må man sige, at det er jo selvfølgelig voldsomt at ændre SU-udbetalingen for de hundredetusinder af SU-modtagere alene målrettet de her SU-shoppere," siger Morten Østergaard.
Lige som de studerendes organisationer mener Morten Østergaard, at det kan give problemer, hvis de studrende så ikke får penge før slutningen af første måned, selvom de har store udgifter til studiestart.
Som det er nu, kan man nå at modtage SU på 5.753 kroner i en og ofte to måneder uden at møde op på studiet. Oveni har man retten til at tage studielån.
"Der er ingen tvivl om, at vi er opmærksomme på de problemer, som især erhvervsskolerne er udsat for med SU-shoppere, og det er en uhensigtmæssig brug af de her skoler, SU-systemet og sådan set også de unges tid. De skal jo også have en uddannelse," siger ministeren.
”Vi møder alt for mange, der kun er her for at få SU. Det er stærkt kritisabelt og stærkt amoralsk. De udnytter, at vi har verdens bedste uddannelsessystem”
Mei-Li Carstensen, uddannelseschef på Hotel og Restaurantskolen.
Læs artiklen her: SU-rytteri: Startede på 40 forskellige studier