Det skal ikke være en bureaukratisk kamp at opnå faderskab til sit barn, hvis ens kæreste dør i barselssengen, mener forbrugerministeren.
Af Mette Boysen
mebo@dny.dk
@BRØD:Far skal være lige så godt stillet som mor, hvis mor dør i barselssengen. Sådan er situationen ikke i dag, hvor en ugift far må kæmpe for at få tilkendt faderskabet, hvis moderen dør.
Derfor skal arbejdsgangene nu ændres, siger familie- og forbrugerminister Carina Christensen (K), efter at Nyhedsavisen lørdag rejste sagen.
»Det er en utrolig ulykkelig situation at miste, og så skal man ikke opleve også at have bøvl med myndighederne,« siger forbrugerministeren til DNY og tilføjer, at emnet kommer på den politiske dagsorden til foråret.
Flere henvender sig
»Vi får flere henvendelser fra folk, der siger, at myndighedernes håndtering ikke er optimal, fordi man risikerer at blive sat under mistanke i forhold til, om man er forældre til barnet. Derfor bliver det et tema i den familiepolitiske redegørelse til maj,« siger Carina Christensen.
Initiativet fra familie- og forbrugerministeren handler om, når familien mister en person generelt. For at undgå at gøre en svær situation sværere, skal arbejdsgangene gøres mere smidige, siger hun.
»Samme dag man har mistet, skal man ikke ud og drøfte administration. Det skal gøres mere lempeligt, og det skal bare gøres bedre,« siger ministeren.
Fædre: Loven er forældet
Imens presser fædrenes forening på for bedre vilkår til fædre, der bliver alene med et barn efter kærestens død.
»Det er et eksempel på manglende ligestilling og manglende hensyn til det enkelte individ i en retsstat,« siger Lars Hansen, talsmand for Foreningen FAR. Han kritiserer, at alenefædre skal igennem blodprøver og bureaukratiske møder for at få tilkendt faderskabet, hvis papirerne om faderskab ikke er nået at blive udfyldt, inden moderen går bort.
»Det er helt horribelt, og det burde være en formalitet at tilkende faderskabet. Man skulle tro, at der var sket en fejl,« siger han.
Men der er ikke sket en fejl. Ifølge Familiestyrelsens brochure om faderskab anbefaler myndighederne, at papirerne om faderskab for nemheds skyld først udfyldes efter fødslen.
»Jeg kan kun sige, at det er tiltrængt, at loven om forældremyndigheden bliver revideret. Nogle paragraffer i loven stammer fra 1922, og det her minder om, at vi er tilbage til dengang,« siger Lars Hansen.