De flere end 50.000 ufaglærte danskere, der i dag er på kontanthjælp eller dagpenge, har dårlige chancer for at komme tilbage til jobmarkedet, fordi de mangler uddannelse.
Men det vil regeringen nu rette op på. Så når den i morgen præsenterer sit forslag til finansloven, er der sat omkring 500 millioner kroner af til at give de ufaglærte en uddannelse, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
- Der er en meget stor gruppe af voksne mennesker, der har fået sat meget lidt ind på deres uddannelseskonto. Nu vil vi give chancen og muligheden til dem, der ikke fik den, da de var unge, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).
- Lige nu har vi udsigt til 100.000 ufaglærte uden jobmuligheder i 2020. De skal have et fag i hånden, hvis de skal have en chance for at komme tilbage på arbejdsmarkedet, tilføjer ministeren.
Da det endnu ikke er fastlagt, hvordan pengene skal bruges, er det ikke muligt på forhånd at sige, hvor mange der vil få glæde af indsatsen. Alt afhængig af uddannelsens længde kan pengene række til mellem 4000 og 20.000 ledige.
Pengene tages fra den udskældte aktivering af ledige i kommunerne, der årligt koster omkring 6 milliarder kroner, skriver Jyllands-Posten.
Forslaget får en positiv modtagelse hos Enhedslisten, som forventes at skulle være regeringens finanslovpartner.
- Det lyder som et godt element, der går rigtigt fint i spand med de ting, vi gerne vil, folketingsgruppens næstformand, Pernille Skipper (EL).
- Men det er jo ikke nok til at sikre en garanti for alle de mennesker, der står til at falde ud af dagpengesystemet, tilføjer hun.