Det er nu ikke længere kun medierne, der spekulerer i, at der kommer folketingsvalg i efteråret.
Også en af regeringens ministre taler nu om et efterårsvalg som en mulighed.
- Jeg tror, at der er en vis sandsynlighed for, at der kommer et valg i løbet af efteråret, siger kulturminister Brian Mikkelsen (K) i et interview med den vestsjællandske radiostation SLR, skriver Børsen.
- Det går utrolig godt med dansk økonomi. Vi har fået de store aftaler på plads. Samtidig kan vi se, at Socialdemokratiet har svært ved at slæbe sig til noget, siger Brian Mikkelsen, der i løbet af sin sommerferie lagde vejen forbi den lokale radiostation i valgkredsen på Vestsjælland.