Flere unge bør vælge kortere universitets-uddannelser.
Det skriver videnskabsminister Helge Sander (V) i bogen 'Fremtidens universiteter', der udkommer i dag.
"I Danmark er der tradition for fem år. Men hvorfor i alverden er det sådan, at der i en tid med mangel på arbejdskraft ikke er flere, der træder ud på arbejdsmarkedet efter tre år?" spørger han og henviser til, at der er mange stillinger, som ikke kræver en kandidatgrad.
Udmeldingen bliver mødt med kritik af Dansk Magisterforening (DM), der repræsenterer 36.000 universitetsuddannede.
"Vi kunne vel ikke tænke os en bachelorlæge? I det hele taget er det mere viden, mere kreativitet, mere innovation, der er brug for, ikke mindre," siger DM formand Ingrid Stage.
Kun ca. tre procent af de studerende bruger bacheloren som et springbræt til erhvervslivet, skriver Berlingske Tidende.