Der skal være en grænse for, hvor mange genstande sodavand, vi drikker. Det mener familie- og forbrugerminister Carina Christensen (K). Hun foreslår, at vi ikke drikker mere end en halv liter sodavand om ugen, skriver Politiken.
- Det er alt for diffust at sige drik mindre sodavand og saft. Forældre og børn har brug for at vide præcis hvor lidt, de maksimalt bør drikke i løbet af ugen. Jeg introducerer derfor nu en genstandsgrænse for søde drikkevarer i stil med den, vi kender for alkohol, siger Carina Christensen til Politiken.
Budskabet om max at drikke en halv liter sukkervand om ugen vil blive spredt i en stor, landsdækkende kampagne efter nytår.
Spis sundt
Kostvaneforsker fra fødevareinstituttet under Danmarks Tekniske Universitet, Sisse Fagt, understreger dog, at det stadig er usundt at drikke en halv liter sukkerholdig sodavand eller saftevand om ugen, hvis man også propper sig med slik, kager og andre søde sager til hverdag.
- Beregningerne for, at der kun er plads til en halv liter sodavand om ugen er under forudsætning af, at du i øvrigt spiser sundt, siger Sisse Fagt.
En undersøgelse fra fødevareinstituttet viser, at danske børn mellem fire og 14 år drak mere end to liter sodavand, saftevand eller lignende om ugen i 2001.
Familie- og forbrugerministeren har tidligere selv indrømmet, at hun har en dårlig vane med at drikke alt for meget Cola Light, men lightsodavand har ingen direkte fedende effekt.