Miljøminister
Troels Lund Poulsen (V) har instrueret sine embedsmænd i, at en dårlig
sag skal præsenteres for pressen sammen med mindst to gode. Det fremgår
af et internt notat fra Miljøministeriet, som Politiken er i besiddelse
af, og som er blevet sendt rundt til ministeriets ansatte.
Peter Munk
Christiansen, professor i offentlig forvaltning ved Aarhus Universitet,
mener, at det overskrider grænsen for, hvad man kan bede sine
embedsmænd om.
- Det her er ikke i strid med
juraen. Men det overskrider en etisk grænse, fordi man bruger samlede
pakker til at foretage en eller anden form for vildledning af
offentligheden, siger Peter Munk Christiansen til Politiken.
Peter Munk Christiansen mener især, der er problematisk, hvis ministeriet en dårlig sag skal vente på, at der kommer to gode sager, den kan pakkes ind i.
Notatet er en del af en samlet kogebog for, hvordan de ansatte skal opføre sig. Af kogebogen fremgår det blandt andet, at breve skal holdes i en formel tone og at lixtallet skal være lavt - og at han som minister altid skal være udstyret med tre
universelle svar, som kan besvare alle tænkelige spørgsmål i
forbindelse med en sag. Desuden skal alle spørgsmål om økonomi og
beregninger tænkes tilbage til 2001, så forskellen mellem den nuværende
regering og den tidligere SR-regering bliver tydelig.
- Det
her viser, at der er tale om en meget kynisk minister, som går mere op
i spin end i miljøets vilkår, siger det socialdemokratiske medlem af Folketingets miljøudvalg, Benny
Engelbrecht, til Politiken.
Politiken har ikke kunnet få en kommentar fra Troels Lund Poulsen, som holder bededagsferie.