Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) står fast og siger, at pengene til en ny uddannelsespulje skal findes ved at skære i den kommunale aktiveringsindsats.
Det sker til trods for, at Kommunernes Landsforening (KL) foreslår, at pengene skal tages fra de seks ugers selvvalgt uddannelse, som ledige på dagpenge har ret til. Det er ministeren lodret uenig i.
- Vi har i årevis brugt mange penge på aktivering, uden at det nødvendigvis har haft det nødvendige udbytte. Vi skal væk fra at aktivere for aktiveringens skyld og give vores arbejdsløse reel kompetence, viden og uddannelse, siger Mette Frederiksen.
Diskussionen er opstået, fordi regeringen mandag præsenterer et forslag til finansloven, hvor der er sat omkring 500 millioner kroner af til at give ufaglærte en uddannelse gennem en såkaldt uddannelsespulje.
De flere end 50.000 ufaglærte danskere, der i dag er på kontanthjælp eller dagpenge, har nemlig dårlige chancer for at komme tilbage til jobmarkedet, fordi de mangler uddannelse.
Så langt er både regeringen og KL enige, men parterne strides om vejen dertil. KL mener, at de seks ugers selvvalgt uddannelse ikke har nogen effekt på, om der kommer flere i arbejde.
- Det er ikke det bedste sted at tage pengene fra, men der er langt større effekt på aktivering af ledige i kommunen, end der er ved de seks ugers selvvalgt uddannelse, der ikke har nogen effekt, siger formand for KL, Erik Nielsen.
Men det er ministeren uenig i.
Hvad har den største effekt for dem, der skal i job. Er det seks ugers selvvalgt uddannelse, eller er det den kommunale aktivering, der hjælper dem bedst?
- Jamen, det afhænger af, hvilken gruppe vi taler om. Der er lavet en evaluering af de seks ugers selvvalgt uddannelse, som meget klart viser at jo kortere uddannelse, man har, jo mere profiterer man, siger Mette Frederiksen.
Så I holder fast?
- Ja, men jeg er altid villig til at diskutere, om de seks ugers selvvalgt uddannelse fungerer efter hensigten, siger hun.
/ritzau/