Ritzau
Opdateret kl. 04:08
Det går så godt med planen om at sanere administrative byrder for tre milliarder kroner inden 2020, at erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) skruer op for ambitionerne.
Han vil derfor øge regeringens målsætning for at styrke væksten yderligere, skriver Børsen.
- Vi har lavet lettelser i administrative byrder for lidt over en milliard kroner i løbet af de første seks måneder af regeringens levetid. Det er langt hurtigere end forventet, og jeg har en ambition om, at vi skal videre end de tre milliarder kroner, siger Troels Lund Poulsen til avisen.
- Det her skal betragtes som en saltvandsindsprøjtning fra regeringen side for at se, hvad vi kan gøre for at styrke vores produktivitet og dermed også vores vækstmuligheder, siger han videre, men vil dog ikke sætte et præcist tal for ambitionen.
De administrative byrder koster ifølge brancheforeningen Grakom hvert år erhvervslivet 29,3 milliarder kroner. Hvis byrderne lettes med fem milliarder kroner, øges bruttonationalproduktet med syv milliarder kroner, viser en analyse fra Grakom.
Byrderne ligger eksempelvis i årsregnskabsloven, skattekontrollen, momsloven og lov om fødevarer.
/ritzau/