EU-landene skal stå sammen for at løse energiproblemerne. Derfor roser den danske transport- og energiminister Flemming Hansen (K) det nye udspil fra EU-kommissionen, som er første skridt på vejen mod en ny samlet energipolitik for Europa. Kommissionen vil reducere CO2-udslippet med 20 procent de kommende år.
»Der er et påtrængende behov for, at vi får en mere samlet europæisk energipolitik. I det seneste år har vi set flere eksempler på, at en strømafbrydelse i ét EU-land har haft store konsekvenser i et andet. Og for nylig har vi set, hvordan en lukket olieledning i en strid mellem Hviderusland og Rusland pludselig betyder, at et land som Tyskland fra det ene øjeblik til det andet mister 20 procent af sin olieimport,« siger Flemming Hansen.
Kommissionen fremlagde onsdag udspillet, som lægger op til at skære drastisk ned på CO2-udslippet ved at satse på vedvarende energi. Og det kan gavne dansk eksport:
»Der er også grund til at glæde sig på vegne af de mange danske virksomheder, der leverer effektiv og vedvarende energiteknologiske løsninger. Hvis vi i den proces, der nu følger, kan fastholde ambitionsniveauet i pakken, er der ingen tvivl om, at der bliver tale om et kæmpe marked for grøn danske teknologi med gode muligheder for fortsat vækst i eksporten af energiteknologi,« siger Flemming Hansen.