Normalt er det politikerne, som står for skud i landets største revy.
Men ved årets halvvejsfest i Cirkusrevyen var rollerne byttet om.
Efter en god gang stegt flæsk med persillesovs tog skuespillerholdet plads i salen og lod sig underholde af alle de andre, som normalt får revyen til at gå hjem.
Også i år med en kendt gæst på scenen.
Søndag aften tog miljøminister Magnus Heunicke nemlig en afstikker fra sit rigtige arbejde og gav den i stedet som stjerne i Cirkusrevyen.
Til store klapsalver og endnu større grin gik ministeren i orange redningsvest og med en bunke papirer i hånden på scenen for at holde en alternativ udgave af et miljøpressemøde.
Denne gang med Cirkusrevyen som omdrejningspunkt.
- Det var en dejlig oplevelse at starte med en grin. Det sker jo ikke så tit, når jeg normalt holder pressemøder, sagde Magnus Heunicke, som dog ikke har tænkt sig at skifte ministeriet ud med de skrå brædder.
- Nej, bestemt ikke. Jeg er lidt nervøs over at fremføre sådan nogle planlagte vittigheder, så jeg tænker ikke, at det er en ny karriere. Men det var sjovt at være med til, lød det fra ministeren.
Nummeret, som Magnus Heunicke fremførte, var en parodi på et nummer i årets Cirkusrevyen, hvor Henrik Lykkegaard spiller netop miljøministeren, og ifølge Henrik Lykkegaard klarede Heunicke det ganske udmærket.
- Jeg blev meget overrasket, da han kom ind på scenen. Jeg synes, han var virkelig sjov, og så lignede han jo utroligt godt, var dommen fra Henrik Lykkegaard.
Du kan se mere
her - og fra i aften er det normale hold tilbage på scenen.