Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) har i et svar til Folketinget udtalt sig om sagen om ministeriets departementschef, som måske har opfordret til brud på lov om offentlighed i forvaltningen
- Jeg er fortaler for åbenhed i den offentlige forvaltning. Det var jeg før, Liberal Alliance trådte ind i regeringen, og det har jeg taget med mig ind i regeringen.
- Åbenhed om arbejdet er således også noget, jeg har haft fokus på som minister, svarer ministeren, som i øjeblikket er på barselsorlov.
Det er Rosa Lund, Enhedslistens retsordfører, som har stillet spørgsmål til sagen.
Politiken kunne i weekenden bringe en lækket lydoptagelse med departementschef Sophus Garfiel til medarbejderne.
På optagelsen høres det blandt andet, at Garfiel siger, at hvis der er oplysninger, som man ikke ønsker, skal komme frem i offentligheden, så skal man tilrettelægge arbejdet, så de ikke kommer frem.
- Jeg har derfor blandt andet meldt ud internt i ministeriet, at min tilgang til åbenhed og offentlighed skal afspejles i den generelle tilrettelæggelse af ministeriets arbejde og ved behandlingen af aktindsigtsanmodninger.
- De skal behandles hurtigt, imødekommende og med fokus på meroffentlighed, lyder det fra Ammitzbøll-Bille.
/ritzau/