- Det er et smukt ritual.
Sådan siger kirkeminister Manu Sareen (R) om det ny vielsesritual, som præster fra fredag 15. juni kan anvende, når de vier bøsser og lesbiske ved alteret. Han får mandag ritualet, der er udformet af otte af ti danske biskopper.
- Jeg er meget stolt over, at vi har et ritual. Det betyder, at homoseksuelle kan blive viet i den danske folkekirke, siger kirkeministeren.
Han finder det fint, at biskoppernes vielsesritual for homoseksuelle anbefaler andre bibeltekster end Skabelsesberetningen, som siger, at "derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de bliver ét kød".
- Jeg er rigtig tilfreds med, at der er en åbenhed og fleksibilitet, hvor man kan bruge andre tekster. Det er rigtig fornuftigt. Det er måske allersmukkest, at de har taget med, at man også bliver ægtefæller, siger Manu Sareen.
Dansk Folkepartis kirkeordfører Christian Langballe kritiserer ham for at gennemtvinge homoseksuelle kirkevielser, før Folketinget har vedtaget følgelovgivningen for familie og børn. Kirkeministeren afviser kritikken.
- Christian Langballe har kritiseret alt, så det kommer ikke som en overraskelse. For følgevirkningerne laver vi en udredning, der er færdig inden sommerferien, siger Manu Sareen.
Han er også uenig med biskop Elisabeth Dons Christensen fra Ribe Stift, som ville ønsker, at følgelovgivningen var færdig, før bispekollegiet blev bedt om at udforme et ritual, siger hun til Morgenavisen Jyllands-Posten.
- Et stort flertal af danskere støtter vielser for folk af samme køn. Det gør et stort flertal af præsterne også. Så hun tilhører et mindretal. Debatten og ritualerne viser, at vi godt kan rumme både flertallet og mindretallet, mener kirkeministeren.