Otte biskopper har gjort et fint arbejde med det ny ritual ved vielser af bøsser og lesbiske.
Sådan siger George Hinge, som er kirkepolitisk talsmand i Landsforeningen for Bøsser, Lesbiske, Biseksuelle og Transpersoner, LBGT.
- Det er et helt fint ritual, som meget smukt udtrykker, hvad et ægteskab er teologisk og menneskeligt. Det taler rigtig meget om kærlighed og tillid, som alle - uanset om de er bøsser, lesbiske eller heteroseksuelle - ville være glade ved at blive gift efter, siger han.
Det ny ritual går ikke ud fra Skabelsesberetningen, som taler om mand og kvinde, men der er mange andre bibeltekster, som passer fint ved vielser af bøsser og lesbiske, mener George Hinge.
- Når man taler om to mænd og to kvinder, er ordet "ægtefælle" helt fint i stedet for "ægtemand" og "ægtehustru", siger han.
Dansk Folkepartis kirkeordfører Christian Langballe, vil som sognepræst ikke vie bøsser og lesbiske. Han vil bede sig fritaget. Han har ikke noget imod homoseksuelle, men de kan ikke indgå et ægteskab, som er mellem en mand og en kvinde, mener han.
- De kan hverken bispers ritualer eller politikeres lovgivning ændre. Det er en omgang politisk korrekt newspeak (nysprog i George Orwells bog "1984", red.), hvor man kalder et homoseksuelt forhold noget andet, end det er. Det er ikke et ægteskab, siger han.
Biskopper er alene bundet af deres samvittighed. Derfor burde de ikke udforme et ritual for homoseksuelle vielser, før Folketinget har vedtaget følgelovgivningen for familier og børn, mener han.
- Biskopperne er nogle skrog. De kunne bare sige nej. Biskopperne er bundet af deres samvittighed, siger Christian Langballe.
Det er ifølge ham under al kritik, at Folketingets flertal vedtager en kønsneutral ægteskabslov uden først at afklare følgelovgivningen.