Udviklingsminister Ulla Tørnæs(V) har fået nok af Nigers præsident Mamadou Tandja i det centralafrikanske land Niger.
I starten af august gennemtvang han en ny forfatning, der gør det muligt for Tandja at sidde endnu en periode som præsident. Og det huer altså bestemt ikke ministeren.
Derfor har hun besluttet at lukke for en del af de 75-80 millioner kroner årligt, som landet modtager i ulandsbistand fra Danmark.
"Præsident Tandjas bestræbelser på at fastholde magten i Niger gennem opløsning af parlamentet, underkendelse af forfatningsdomstolen og nu senest gennemførelsen af en afstemning om en ny forfatning er yderst bekymrende. Derfor har jeg besluttet at udskyde en planlagt ny fase af vandprogrammet i Niger," siger Tørnes.
Og den omstridte præsident skal tilbage på demokratiets smalle sti før, Niger kan se frem til, at penge kassen igen bliver åbnet.
"Vi må se en ny og mere positiv udvikling i Niger i den kommende tid, hvis det danske bistandssamarbejde med landet skal fortsætte som hidtil," slår udviklingsministeren fast.
Danmark er indblandet i en lang række bistandsprojekter i landet, der regnes for en af verdens fattigste.
Der bor over 13 millioner mennesker i Niger. Landet ligger i den vestlige del af det centrale Afrika. 80 procent af landet er dækket af Saharas sand.