Tre kommuner skal stå skoleret for beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), fordi de ikke har levet op til minimumsreglerne for samtaler med ledige.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet, hvor Troels Lund Poulsen ikke lægger fingrene imellem i sin kritik af landets kommuner generelt og tre kommuner i særdeleshed.
- Jeg er stærkt bekymret over, at kommunerne ikke har fokus på at få holdt de samtaler, som ledige har krav på. Det er uacceptabelt. Vi ved, at en tidlig kontakt med ledige har god effekt på at bringe borgerne i job, så der er jo ikke tale om regler for reglernes skyld. Jeg er forundret over dette sløseri, da det i høj grad også er i kommunernes interesse at få folk væk fra offentlig forsørgelse, siger Troels Lund Poulsen blandt andet i pressemeddelelsen.
Dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere, uddannelseshjælpsmodtagere har krav på et vist antal samtaler, som har til formål at hjælpe dem ud af ledighedskøen. Men i gennemsnit er det blot 64 procent af disse borgere, der har fået det antal samtaler, de har krav på, lyder det fra beskæftigelsesministeriet.
Det fik tidligere på året Troels Lund Poulsen til at bede kommunerne stramme op. Særligt Næstved, Hillerød og Lejre kommuner blev bedt om at forbedre sig, fordi de var dårligt til at leve op til kravene. Men de seneste tal viser kun en lille forbedring blandt kommunerne generelt, og de tre kommuner har heller ikke hævet deres niveau tilstrækkeligt. Derfor skal de nu stå skoleret for ministeren og forklare, hvad de vil gøre for at leve op til reglerne.
Seks kommuner får en ekstra reprimande, da de i særlig grad bør forbedre sig, og skal sende en skriftlig redegørelse inden den 1. november 2018. Det gælder Albertslund, Rudersdal, Køge, Holbæk, Bornholm og Tønder.
Kommuner undrer sig over kritikken
Hos Kommunernes Landsforening (KL) giver man ikke meget for beskæftigelsesministerens kritik.
- Det er ærligt talt et underligt tidspunkt at finde kæppen frem på. Det er ikke mere end en måned siden, der blev taget gode skridt i retning af at begynde at se mere på resultater af beskæftigelsesindsatsen i stedet for proceskrav. Derfor er det noget forundrende at læse en så skarp kritik fra ministeren nu, siger Thomas Kastrup-Larsen, formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, i en pressemeddelelse.
Han er enig med ministeren i, at kommunerne skal overholde lovgivningen på området.
- Kommunerne skal overholde loven. Derfor er det selvfølgelig heller ikke godt nok, når så mange ikke får det antal samtaler, de har krav på. Når det er sagt, så er det lidt mærkeligt at blive kritiseret for manglende overholdelse af proceskrav, som ministeren selv for nyligt har erkendt ikke gør en forskel for resultatet af indsatsen, siger Thomas Kastrup-Larsen og henviser til den nye lov om aktiv beskæftigelse, som træder i kraft næste sommer.