Politiets Efterretningstjeneste bad i marts undervisningsminister Christine Antorini om at udskifte sin daværende ministerbil med en anden model og farve, fordi ministeren kørte rundt i stort set samme bil som medlemmer af den kriminelle bande LTF.
Det skriver BT.
Antorini har ifølge avisen siden 2009 boet centralt på Nørrebro – kun få hundrede meter fra Blågårds Plads, der er samlingssted for den farlige bande.
Ifølge BT frygtede PET, at ministeren kunne blive offer for et angreb, idet kriminelle kunne forveksle hendes ministerbil med en af de biler, der anvendes af Loyal to Familia-banden.
”Jeg kan bekræfte, at undervisningsministeren har byttet bil med finansministeren. På min foranledning og efter anbefaling fra PET har ministeren i en periode benyttet en anden bil. Byttet er senere blevet permanent,” skriver kontorchef i Ministeriet for Børn og Undervisning, David Klemmensen, i en skriftlig kommentar til BT.
Antorini havde tidligere en sølvgrå Audi A8L. I dag kører hun i en bordeauxrød BMW 730.
Kilde: BT