Det bliver den biokemiuddannede Elisabeth Arnold som fremover skal bestride posten som ny formand for Statens Kunstråds repræsentantskab, lyder det nu fra kulturminister Uffe Elbæk (R).
Dermed har kulturministeren været i egne partipolitiske rækker, da han skulle finde den nye leder af den kulturelle toppost.
Elisabeth Arnold sad nemlig i Folketinget for Det Radikale Venstre i perioden 1988 til 2007. Derudover har hun haft en række tillidsposter i kulturlivet, blandt andet i DR's bestyrelse og i repræsentantskabet for Aarhus Symfoniorkester. Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.
"Elisabeth Arnold har kendskab til både kunstlivet og til kunststøttesystemet og har gennem sin lange karriere indhøstet nogle værdifulde erfaringer, som jeg mener, at Statens Kunstråds repræsentantskab vil kunne nyde stor glæde af," lyder det Uffe Elbæk.
Det er planlagt, at Elisabeth Arnold skal sidde i stolen som formand for repræsentantskabet frem til 31. oktober 2015.
Kunstrådets repræsentantskab rummer en bred vifte af medlemmer fra Folketingets partier samt personer, som organisationer og institutioner i kunstlivet udpeger.