Jorden under skatteunddragere bliver i disse dage en hel del varmere, fordi EU og USA har indledt et samarbejde, der har fået en lang række mennesker i skattely som Schweiz, Liechtenstein eller Luxembourg til at melde sig.
Konkret har det nye samarbejde betydet, at flere har overgivet sig til den sunde skattefornuft og givet de nødvendige oplysninger til de lokale skattemyndigheder, sådan at de undgår nærmere undersøgelse.
I Skatteministeriet glæder man sig naturligvis over, at det internationale initiativ allerede nu bærer frugt.
"Vi har i sagens natur ingen opgørelse over, hvor meget der svindles og bedrages for. Men der er ingen tvivl om, at det er mange penge", siger skatteminister Kristian Jensen ifølge Politiken, og kalder udviklingen "et markant gennembrud."
Det er dog ikke kun privatpersoner der bliver presset af den nye indsats.
De meget omdiskuterede kapitalfonde er også kommet under skattelup.
"Hvis ledelsen oven i købet skal til at betale skat, så kan de blive tvunget til at ændre hele deres forretningsmodel," lyder det fra Poul Nyrup Rasmussen, der er formand for de europæiske socialdemokrater.