Efter at Københavns Universitet i dag valgte at melde hjerneforskeren Milena Penkowa til politiet forlanger videnskabsministeren nu en redegørelse.
"I lyset af udviklingen i sagen har jeg bedt Københavns Universitet i løbet af den kommende uge lave en hurtig redegørelse om den videre håndtering af sagen. Det er en beklagelig og ulykkelig sag, som jeg håber på en snarlig afklaring af," siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.
Udover politianmeldelsen vil Københavns Universitet anmode forskeren om at trække en videnskabelig artikel tilbage. Universitet vil også rådføre sig med forskningsrådene om, hvordan det bedst muligt får gennemgået forskerens resultater.
"Både den seneste udvikling og hele forhistorien er meget usædvanlig. En sag som denne gavner ingen. Vi skal derfor hurtigst muligt have fundet ud af, hvad der er op og ned i sagen. Det er der brug for af hensyn til hele forskningsverdenen," siger Charlotte Sahl-Madsen.
Danske Universiteters formand, SDU-rektor Jens Oddershede, kaldte torsdag aften sagen om Milena Penkowas forskning for meget usædvanlig.
Hun bliver beskyldt for at have fabrikeret falske beviser for at overbevise Københavns Universitet om, at hun havde gennemført forsøg med 784 rotter.
Dokumenterne skulle være kommet fra et amerikansk firma, men her siger firmaets direktør til Weekendavisen fredag, at han aldrig har hørt om Milena Penkowa.
Desuden skulle hun inden forsvaret for sin doktordisputats have meddelt universitetet, at hun havde været til sin mors og søsters begravelse efter en bilulykke i Spanien. Men begge var på gæstelisten, da Milena Penkowa i 2009 fik tildelt Eliteforsk-prisen.
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen skal i samråd om sagen på torsdag i næste uge.
Milena Penkowa sagde sin stilling på Københavns Universitet op i december.