Sagen om de kviksølvforgiftede medarbejdere på Grindstedværket skal undersøges.
Det siger beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) til JyskeVestkystens netavis jv.dk.
- Det er en dybt tragisk sag, som vi skal til bunds i hurtigst muligt, siger ministeren ifølge avisen.
Baggrunden er, at medarbejdere ved det Danisco-ejede Grindstedværket i 1960'erne og 1970'erne blev forgiftet med tungmetallet kviksølv. Men selvom ledelsen vidste det, fortalte ingen til medarbejderne, at de havde alt for meget kviksølv i blod og urin.
Claus Hjort Frederiksen har bedt Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen om en redegørelse.